Stilhed efter storm efter stilhed efter...

Det her indlæg handler Hvordan man tackler kriser, når det ikke ligger på rygraden, som følge af en utryg og usund barndom.

Hele den forgangne uge har jeg været tidspresset og sovet dårligt. Det resulterede i en mild influenza om fredagen (når man er privat børnepasser venter man til weekenden med at være syg😆) samt tristhed og modløshed og panik stress over hvordan jeg skal nå, at blive klar til flytningen. 

Nå, så blev jeg lagt ned..syg..overload. Heldigvis elsker jeg at binge serier, og så er jeg i gang med at strikke min nye yndlings trøje, så to døgn på langs kom egentlig meget belejligt, da jeg endelig gav efter og nød at trække stikket helt.

Nå men nu vil jeg ikke springe let over tristheden, overbekymrongen, panikken. Den slap heldigvis hurtigt denne gang, men kun fordi en god ven lyttede til mig og fordi jeg er blevet god til at lytte til mine bekymringer og hjælpe mig med at rede trådene ud. Ja, det lyder lidt skizofrent, men det er den måde jeg bedst kan hjælpe mig, når det nu ikke ligger på rygraden at tackle kriser, utryghed, overanstrengelse osv. Jeg trænede dette greb under mit et år lange "sygdomsforløb" hvor jeg hver morgen mediterede i et kvarter på "hvordan har jeg det"...i et helt år. Jeg trak vejret ned i maven, ned i "følelsernes hjemsted". Det kalder jeg det fordi jeg har lagt mærke til at jeg stopper med at trække vejret ned i maven når bekymringerne bliver for meget for mig. Nuvel, jeg lukkede øjnene og tillod mig at mærke. Til min store overraskelse var bekymringer ofte letløselige...for en voksen, men jeg havde en automat reaktion, når konflikter og kriser opstod som hørte til hos et barn. Panik! Luk af! Ikke særlig smart når man er voksen.

Ved siden af mig lå notesbog og pen klar. Alt blev skrevet ned. Følelser, tanker, handleplaner og løsninger..smart. Jeg fandt ud af (mit barnlige selv) at jeg var voksen, at jeg ikke var prisgivet dysfunktionelle voksnes magt over mig. Jeg bestemmer over mig, og jeg har STOR kapacitet. Jeg var chokeret over hvor længe jeg havde ligget under for illusionen om at jeg var prisgivet "andres" vilje. 

Jeg er rask i dag, med diverse skavanker og sårbarheder, som er til at leve med, men som kræver at jeg lever sundt både fysisk og psykisk.

Tak fordi du læste med!